De første præsters fortællinger

Grundstensnedlæggelse i præsten Johannes Waidtløw tid.

J. Waidtløv om 1900-1920

Ser man tilbage til den tid, må man sige at det var en lykkelig tid, hvor Guds gode hånd så klart hvilede over arbejdet, og atter og atter måtte vi udbryde: "Af Herren er det sket, og det er underligt for vore Øjne". Fru Anna Riis-Hansen, enke efter Kirkefondets første nidkære, og for sagen glødende sekretær, pastor Jul, blev Anna'ernes mor. Overretssagfører D. G. M. Bache Kasserer. For komiteen i sognet blev købmand August Køhler kasserer med sognepræsten som formand. Alle disse udførte nu hver på sit område, bistået af kredsledere og indsamlere, et stort uselvisk arbejde, båret af kærlighed til Guds rige, og dersom stenene i Anna-kirken kunne tale, ville det blive en tale af en særlig art, en tale om hvordan en opgave kan fænge i hjerterne og kalde offersindet frem. Fra hele landet kom der gaver, også fra danske i Amerika, ja endog fra det fjerne Australien kom der store gaver, givet med kærlig tanke på den tid, da giverne boede i Bjelkes Allé. En Anna gav den 7-armede lysestage, en anden døbefonten, andre alterstagerne, de hellige kar, 2 søstre kirkeklokken osv. osv. Og nogen tid efter at kirken var taget i brug, fik vi af kunstmaler Butz-Møller det smukke alterbillede, som nu er midtpunket i den fuldendte kirkes skønne altertavle. Ja, der var offervilje og offersind.

Og så kom dagen for indvielsen og med den en af de rigeste dage i Anna-kirkens historie. Biskop Ostenfeld talte, som før nævnt ud fra Matth. 11,28 og foretog indvielsen, hvorefter sognepræsten prædikede om Anna, der priste gud og talte om ham til alle som forventede Jerusalems forløsning.

Efter højtideligheden i kirken var der et festligt samvær i sognepræstens hjem, hvor bl.a. mange af de arbejdende Anna'er fra by og land var tilstede. Ved slutningen af denne sammenkomst blev der fremsat ønske om at gå hen i kirken for sammen at nyde den hellige nadver. Den første altergang i den nye kirke blev således fejret af en kreds af dem, der havde arbejdet trofast for kirkens opførelse. Den stund blev sikkert uforglemmelig for adskillige.

Mange år efter traf således den der har skrevet disse linier, den gamle amtsvejinspektør Winkel, der tillige med sin hustru, en Anna, også var med. I samtalens løb fortalte han, hvorledes den stund i Anna-kirken var en af hans livs rigeste timer, som han aldrig kunne glemme.

Ja det var rige timer, hvor bånd blev knyttet mellem troende mennesker i by og på land. At nævne navne her vil føre for vidt, hvor fristende det end kunne være. Dog må der lige nævnes det trofaste arbejde, der udførtes af sognepræstens nære ven, pastor Carl Hornbech, der bl.a. ved sit store kendskab til troende mennesker over hele landet, var os til uvurderlig hjælp. Og så var der frøken Elisabet Olsen, en af præstens tidligere konfirmander, der flere gange om ugen i lang tid gav sin fritid til at assistere præstekonen med alt det skriftlige arbejde.

Senere kom frøken Anna Høeg med i det samme arbejde, som også hun udførte med uselvisk kærlighed til sagen. Men hvad enten tanken går til den ene eller den anden af de mange medarbejdere, skylder menigheden dem en stor tak for den store trofasthed, de udviste i arbejdet for at rejse Annas sogn en kirke. Og mon ikke det er rigtigt, at alle vi, der var med i arbejdet for Anna kirkens første del, fra den tid gemmer nogle af vort livs bedste minder, minder om hvordan Guds gode hånd var med os og lod gerningen lykkes, og om hvordan Guds ånd bandt os sammen, så vi virkeligt følte os som et.

Nu var der altså et synligt midtpunkt for arbejdet i sognet med alle dets forskellige grene, og det var en stor glæde at være med deri. Disse kan vi dog ikke omtale her, hvor fristende det end kunne være. Derimod kan vi ikke forbigå en særlig art af fester i kirken, nemlig altergangene, for de under krigen indkaldte soldater. Hele landet havde jo, gennem Anna'erne, bygget med på Anna-kirkens første del, hvad ville da være naturligere, end at Anna-kirken søgte at vise sin taknemmelighed mod landet ved at åbne sine døre for det indkaldte mandskab? Med soldatermissionær Kühle afaltes og ordnedes alt det fornødne, og der kunne til tider være op imod 100 altergæster en sådan aften, gardister og alm. infanterister, Husarer, artillerister, sundhedstropper, marinere osv. fra så godt som alle dele af landet.

Efter højtiden i kirken samledes man så om kaffebordene, som regel i sognepræstens hjem, og med tale og sang opmuntrede vi så hverandre til at stå fast i Herrens krige og være lys og salt for kammeraterne.

Dette var minder om og fra Anna-kirkens tilblivelse og første leveår. Og det er vist ikke for meget sagt, at vi der var med i det arbejde, aldrig vil glemme den tid. Så ofte når tanken går tilbage dertil, fyldes hjertet på ny med inderlig tak til gud og mennesker, de fineste strenge i hjertet begynder at dirre, det ene billede efter det andet træder frem for os af de mange trofaste mennesker, der havde givet Gud deres hjerte og Anna-kirken deres håndslag, og som blev tro imod det arbejde, der havde deres kærlighed;  mange af dem har Herren for længst kaldt til sig; mon det ikke vil blive en af saglighedens store glæder én gang sammen mede dem at mindes Guds store Velsignelse og nåde under arbejdet for Anna-kirkens første del?

Med indvielsen af kirkens første del indstillede Anna-komiteen dog ikke sin virksomhed, der fortsattes også efter at pastor Grue havde afløst pastor Waidtløw som sognepræst.

J. Waidtløw

Mads Grue om 1914-1939

Var begyndelsen et eventyr, så blev fortsættelsen det ikke mindre.

Verdenskrigen 1914-1918 lagde i de første år sin lammende hånd på alt. Snart var det brød og sukker det kneb med, snart var det belysning og brændsel der skulle spares på. En overgang var menigheden mest optaget af at skaffe og uddele mad til fattige.

Allersværest blev det, da i efteråret 1918 den spanske syge hærgede byen og sognet. Efter ordre fra Sundhedsstyrelsen indstilledes alle møder, gudstjenester indskrænkedes til 1/2 time. Til begravelser og bryllupper skulle der udstedes kort, der i det højeste kunne give adgang til 50 personer. Præsternes tid og kræfter var da væsentligt optaget af at besøge syge og sørgende og forrette tjeneste ved de mange begravelser. Med november måneds udgang havde epidemien kulmineret, og der indtraf atter normale forhold.

Men i disse krigs- og efterkrigsår voksede der dog menigheds-arbejdsgrene op, der sprængte alle de hidtidige former for menighedsarbejdet i sognet, og som i løbet af nogle år, også sprængte de ydre rammer og krævede mere plads i kirken og stillede stærkt øgede krav til menighedslokaler.

I sognets første år var det navnlig foruden menighedssamfundet og søndagsskolen, der allerede er omtalt, og som hver for sig gjorde en velsignet og værdifuld indsats, Blaa Kors og K.F.U.K. for de over 14-år, prægede arbejdet. Men børnene, og navnlig drengene efter søndagsskolealderen blev der intet gjort for, og arbejdet for gamle var endnu ikke rigtigt kommet i gang. Der var forsøgt en læsestue for drenge, som ganske vist slog godt an, men dog hurtigt blev indstillet igen, og den skabte ikke den kontakt med eller havde det hold på drenge, som var nødvendigt, hvis man kristeligt skulle hjælpe dem. Der var også i oktober 1916 blevet oprettet en K.F.U.M. for de fem sogne: Annas, Kingos, Samuels, Simeons og st. Stefans, men det var for over 14-årige og nåede aldrig rigtig at gøre sig gældende i sognet.Da pastor Grue i sin studentertid havde arbejdet i Frivilligt Drenge Forbund og derfor var fortrolig med dette arbejde, og da Nørrebrokredsen F.D.F. K. 9 i 1915 stod uden leder, blev denne kreds i god forståelse med og ved velvillig imødekommenhed fra Simeons sogn, hvortil den fire år havde stået i tilknytning, flyttet over til at stå i tilslutning til Anna sogn. Pastor Grue blev samtidig den 15. september 1915 kredsens leder.

Hermed begyndte det arbejde for Kristi riges udbredelse blandt drenge og unge, som skulle blive af så stor betydning for sognets indstilling til kirken og for selve menighedens liv og vækst.

F.D.F. er vokset ud af den danske menighed, idet dets stifter, arkitekt Holger Tornøe, var søndagsskolelærer og medlem af daværende pastor, senere biskop, Ostenfelds menighed. Det var tænkt at skulle danne overgangen fra søndagsskolen til menigheden, og tanken var udsprunget af den unge søndagsskolelærers sorg og smerte over at se så mange af søndagsskolens drenge falde fra i alderen omkring 11-12 år. Oprindelig begyndte arbejdet med 11-årige, senere blev aldersgrænsen sat ned til 10 år. Ikke mindst i betragtning af, at det viste sig at F.D.F. kunne få fat i mange drenge, som aldrig havde haft berøring med søndagsskolen.

I efteråret 1918 planlagdes et tilsvarende arbejde for piger, blot ikke uniformeret, under navn af Y.A., som i januar 1919 begyndte sine møder i Dronning Louises Asyl Bjelkes Allé 45, der velvilligst stilledes til rådighed af bestyrelsen. Her samledes pigerne i alderen 10-14 år til håndarbejde, oplæsning, sang og andagt.

Hermed var arbejdets organiske opbygning fuldført: Fra søndagsskolen, gennem Y.A. og K.F.U.K. og gennem F.D.F til kirken og menigheden. Gennem alt dette børne- og ungdomsarbejde nedbrødes megen gammel fordom og uvilje overfor kirken i almindelighed og præster i særdeleshed. Gennem forældremøder, kirkeuger og vækkelsesmøder blev der kaldt til kirke, og kirkebesøget tog til i glædelig grad.

Den 13. marts 1920 tog pastor J. Waidtløw sin afsked som sognepræst for Anna Sogn og blev anerkendt som andenpræst for Bodum-Ydby i Thisted Amt, og den 19. juli samme år, blev pastor Grue udnævnt til sognepræst.

I løbet af efterårsmånederne 1920 voksede både det omfattende menighedsarbejde og tilslutningen til gudstjenesterne så stærkt at det sprængte kirkens mure. Vi måtte have mere plads, både til det meget menigheds- og ungdomsarbejde og til gudstjenesterne, hvis arbejdet ikke skulle hæmmes eller gå i stå. I stedet for Blaa Kors møder holdtes der offentlige menighedsmøder under særdeles god tilslutning.

Der var særlig to af de ældste i menigheden der bestandig tog til orde og kæmpede for, at vi skulle bygge til kirken, selvom vi ikke havde midlerne. Det var købmand Køhler, kasserer for "Sognekomiteen til indsamling a Midler til Kirkens Fuldførelse", og skræddermester Thomsen, der sammen med ham var medlem af Samfundsraadet. Ja, de var ungdommelige nok til at ville nøjes med at bygge en træbarak i tilslutning til kirkesalen til afhjælpning af pladsnøden. Det satte kirkens arkitekt, Hr. P. V. Jensen-Klint, Grundtvigskirkens bekendte bygmester, sig dog imod - heldigvis.

Anna Kirken var i sit oprindelige anlæg ikke beregnet på at skulle rumme et stort og mangegrenet menighedsarbejde i dertil egnede menighedslokaler. Arkitekten havde tænkt, at vi til menighedsbrug kunne have nøjedes med den bagerste del af den midlertidige kirkesal, med plads til ca. 75, og denne del skulle samtidig danne våbenhus for den fuldførte kirke. Til større møder var det hans forslag at benytte kirkerummet i den fuldførte kirke, idet alterpartiet så skulle skilles fra ved et stort tæppe. Andre lokaler var der ikke tænkt på.

Da planerne for den endelige kirke var godkendt inden påbegyndelsen af kirkens første del 1914, og da arkitekten fastholdt disse planer, blev det efter mange drøftelser besluttet at bygge videre på kirkens hovedfløj, så langt midlerne rakte og pladsen tillod. På grunden nr. 19 lå en villa som vi ikke kunne få tilladelse til at nedrive. Tilbygningen måtte af økonomiske grunde sluttes af i første sals højde under et midlertidigt tag, så det hele kom til at se i høj grad halvfærdigt ud.

Allerede i januar 1921 var der holdt et godt besøgt menighedsmøde om sagen, og der blev den aften tegnet bidrag på ca. 12.000 kr. til denne udvidelse af kirken. Derefter begyndte gaver og bidrag at strømme ind.

Sidst i april blev det første spadestik til udvidelsen taget, og i løbet af sommeren rejste murerne sig. Medlem af menigheden, muremester P. Johansen, udførte arbejdet i regning for menigheden; og det skyldtes væsentlig ham at det lykkedes at komme igennem de mange forhandlinger med arkitekten med et tilfredsstillende resultat samt at gennemføre byggeriet uden nævneværdige overskridelser på foreliggende overslag, ligesom også byggeudvalgets formand, ingeniør A. Alsing, ved sin fortrinlige ledelse af arbejdet og forhandlingerne, bidrog i meget høj grad hertil.

Søndag den 4. september 1921 blev den tilbyggede menighedssal, som ved gudstjenester kunne sættes i forbindelse med kirkesalen, og som gav plads til godt 200, taget i brug ved en gudstjeneste hvor Sjællands biskop, Dr.theol. H. Ostenfeld prædikede.

Samme dags aften samledes menigheden i stort tal til en menighedsfest i den store lyse menighedssal, om de lange rækker festeligt smykkede og smukt dækkede borde. En aften deltagerne sent vil glemme.

Vi havde nu opnået at få dobbelt så mange pladser til vore gudstjenester, og at have en menighedssal afsondret fra det egentlige kirkerum. Desuden havde vi fået et lokale i kælderen til drengearbejdet. senere blev stueetagen i den på grunden liggende villa også taget ind hertil.

Udvidelsen havde kostet 83.000 kr. og alt var betalt eller betalingen sikret på indvielsesdagen. Det må dog siges at være et eventyr i et fattigt forstadssogn som Anna Sogn. Dette glædelige resultat skyldtes særlig Anna Komiteens gode hjælp, under ledelse af enkepastorinde fru Anna Friis-Hansen, der med sjælden nidkærhed og kærlighed havde ledet arbejdet med blandt og ved Anna'er udover Danmark at samle midler ind til kirkens fuldførelse, også efter indvielsen af første del.

Ved denne udvidelse havde vi fået så gode ydre kår for menighedsarbejdet og kirkelivet, som vi vel kunne ønske os, og i den følgende tid blev så alle kræfter sat ind på ret at få rammerne fyldte.

Med januar 1921 begyndte sognet at udsende sit eget firesidede sogneblad i stort format, og det lykkedes herigennem at rejse en sognebevidsthed og vække en interesserethed i, hvad der foregik, som måske ellers vanskeligt var blevet skabt i en københavnsk forstadsmenighed. Det bliver udbragt hver fjortende dag til alle sognets hjem af en stor skare frivillige hjælpere, bladuddelere, hvoraf de fleste trofast gennem mange år har udført dette såre vigtige missionsarbejde i sognet.

Bladet bliver læst i de fleste hjem. Manglede vi penge, skulle vi have bazar, koncert eller begynde et nyt arbejde, blev sagen bragt på bane i søndagsbladet, og vi fik rigeligt de midler arbejdet krævede.

Den 27. februar samme år blev pastor A. M. Jensen ordineret til præsteviet medhjælper ved Anna kirken og indsat i embedet af sognepræsten ved højmessen den 6. marts. Med udgangen af året blev kordegn Madsius Poulsen flyttet til Sct. Jakobs Kirke, og den 15. januar 1922 blev graver ved Sct. Stefans Kirke L. Svendsen ansat som kordegn ved Anna Kirken.

I de følgende år voksede arbejdet jævnt og stadigt, og der blev af alle de mange hjælpere udført et trofast og opofrende arbejde i de forskellige arbejdsgrene. Herom skal der dog ikke berettes nærmere, da det her væsentlig drejer sig om kirkens historie.

Efter kirkens Udvidelse gik indsamlingsarbejdet til fuldførelsen næsten helt i stå, både i sognet og indenfor Anna Komiteen, der i alt væsentligt endte sit arbejde i 1922. Der var stadig en del som trofast bragte deres månedlige bidrag og der blev holdt en enkelt koncert til dette formål.

Men så skete der noget der med et slag forandrede hele situationen. Kirkefondets hjælpeindsamling blev startet i efteråret 1923, med det formål at skaffe København tyve nye kirker ved en femårig indsamling i menighederne udover hele landet.

Midlerne skulle bruges, dels til fuldførelse af allerede påbegyndte kirker, dels til rejsning af nye, hvor dette var påkrævet. Anna Kirken skulle have del i denne indsamling. Hvert amt fik sin kirke at arbejde for og Thisted Amt påtog sig at skaffe midler til Anna Kirkens fuldførelse.

Da menigheden fik meddelelse herom, rejste der sig straks en stærk stemning for på ny, for fuld kraft, at gå i gang med sogneindsamlingen til kirkens fuldførelse, da det ville føles underligt om menigheden her forholdt sig passiv, når menighederne i Thy samlede ind hertil.

Den 28. februar 1924 blev det derfor på et velbesøgt menighedsmøde besluttet at tage arbejdet op på ny og der blev tegnet ca. 12.000 kr. årligt i månedlige bidrag for en femårig periode. Gennem pastor Waidtløw og hans arbejde for sagen havde kirken mange venner i Thisted Amt, og det kom nu indsamlingen til gode.

Det har gennem hele kirken og menighedens historie været forunderligt at se, at de tider hvor menigheden samledes om at ofre til en eller anden stor fællesopgave, har været de rigeste. Således gik det også her. Alt arbejdet voksede samtidig med det store indsamlingsarbejde til kirkens fuldførelse.

I marts 1924 begyndte det uniformerede pigearbejde i menigheden, idet en K.F.U.K. spejdertrop blev stiftet under ledelse af frk. L. Olsen. Arbejdet for gamle havde allerede fået fast form fra efteråret 1921 og samlede stadig flere, og antallet af bibelkredse voksede.

Sogneindsamlingen til kirkens fuldførelse gik nu sin rolige gang jævnsides med hjælpeindsamlingen, og i løbet af nogle år var vi kommet så vidt, at vi kunne begynde at tænke på fuldførelsen, men der rejste sig bestandigt vanskeligheder: Arbejdsstridigheder i byggefagene det ene år, almindelig usikkerhed det andet og fremfor alt, vanskeligheder ved at få sådanne ændringer i den oprindelige byggeplan, at resultatet kunne tilfredsstille menighedsarbejdets behov.

Men så skete der i begyndelsen af året 1928 et næsten mirakuløst omslag. Arkitekten gik med til at ændre sine planer så kirken kom til at ligge på første sal og alle lokaler i stuen kunne indrettes til menighedens brug og så der desuden i kælderen indrettedes lokaler til F.D.F. Sidefløjene skulle føres op i den dobbelte højde, så der på anden sal kunne indrettes dagligstuer for unge kvinder og de unge mænd i hver sin fløj. Denne gode løsning af de mange vanskeligheder skyldtes næst arkitekten, murermester P. Johansens utrættelige arbejde med sagen. Den på grunden liggende villa, der hidtil havde stillet sig hindrende i vejen for fuldførelsen, idet det på grund af bolignøden var forbudt at nedrive gamle ejendomme, hvis der ikke forinden var opført nye med et tilsvarende antal lejligheder, fik vi nu tilladelse til at rive ned, idet muremester Johansen også her hjalp os ved i stedet at lade opføre en villa i Vanløse. I april 1928 påbegyndtes så arbejdet på kirkens fuldførelse. Der havde været planer fremme om tårn på kirken, men disse blev opgivet af økonomiske grunde.

Gaver og bidrag fra menigheden og kirkens venner strømmede ind. K.F.U.K. skænkede den nye store kirkeklokke, Y.A. en sølvskål til alteret og F.D.F. ville give en ny prædikestol. Det blev dog senere forandret til høreapparater til tunghøre, da menigheden helst ville have den gamle prædikestol med op i den fuldførte kirke. Søndagsskolen forærede kirken to væglampetter til koret og det frivillige sangkor, der allerede gennem flere år ved

koncerter, bortlodning mm. havde samlet ind til et nyt orgel, skænkede godt 3.500 kr. hertil. Vi oplevede en sommer med megen offervilje og rig forventning i fælles glæde og tak.

Under murermester P. Johansens dygtige ledelse rejste kirken sig så hurtigt, at vi kunne tænke på at få indvielse i begyndelsen af december 1928, mindre end 8 måneder efter at arbejdet var påbegyndt, hvilket vistnok er rekord i kirkebyggeri.

Trods de mange og indgribende ændringer i de oprindelige planer står kirkebygningen som et meget smukt og harmonisk hele, trefløjet og i middelalderlig højgotisk klosterkirkestil, opført af røde mursten, udvendig og indvendig blank mur. Opgangen til kirken er i venstre sidefløj, hvorfra man under et orgelpulpitur bagerst i kirken kommer ind i kirkens hovedskib. På venstre side af dette løber i hele kirkens længde, også i koret, et sideskib, adskilt af hovedskibet ved murede buer over tilhugne lyse granitsøjler. Over sideskibet findes et pulpitur bag et meget smukt murværk med buer og konsoller til understøttelse af bjælkeloftet, som går op i vinkel og står i naturfarve. På højre side af koret findes et sakristi med plads til ca. 60: Det kan ved fløjdøre sættes i forbindelse med kirken, så antallet af siddepladser bliver godt 600.

Under hele kirken findes der som nævnt udmærkede menighedslokaler, den store menighedssal med plads til ca. 300 og ungdomssalen, den oprindelige kirkesal, med plads til knap 200. I kælderen er der gode lokaler til patruljemøder og lignende småmøder for drengearbejdet og øverst i hver af sidefløjene findes udmærkede dagligstuer for henholdsvis K.F.U.K og unge mænd, tidligere og nuværende medlemmer af F.D.F.

Som noget vistnok enestående må det nævnes, at der i bygningen er indrettet et brandfrit rum til fremføring af film, og at der er installeret et fuldstændigt tonefilmsanlæg i menighedssalen, en gave fra vekselerer Bauder.

Midlerne er indkommet udelukkende ved private bidrag og gaver uden tilskud af nogen art fra stat eller kommune og bygningen har dog, som den nu står, med de forskellige omforandringer og inventar, foruden grunden, kostet alt i alt 350.000 kr. Heraf har Anna Komiteen indsamlet godt 80.000 kr., Kirkefondet skænket 5000 kr. foruden grund, Kirkefondets Hjælpeindsamling bidraget med 66.500 kr. fra Thisted Amt og 50.000 kr. fra København, kirkens arkitekt ydet 2.000 kr. til forandring af den gamle sidefløj. Resten er indsamlet i og af menigheden væsentlig gennem månedlige bidrag gennem mange år fra en række trofaste bidragsydere, der har virkelig ofret af deres små midler hertil.

Når der flere gange er nævnt sogneindsamling, burde der rettere stå menighedsindsamling, da det er menigheden og ikke sognet, der har skænket midlerne, og da der aldrig i sognet er foretaget nogen systematisk indsamling til kirkens fuldførelse. I dette beløb er så også medregnet de ca. 2.500 kr., som korets og kirkens udsmykning i 1935 og den nye prædikestol m.v. nu i jubilæumsåret 1939 har kostet. Af større gaver skal nævnes "Moders minde" 6.850 kr., direktør Waidtløw og hustrus guldbryllupsgave til kirkens udsmykning 2.800 kr., unævnt 3.000 kr. og forskellige gaver på fire og fem hundrede kroner. samt en meget smuk og kostbar hvid messehagel fra anonym giver.

Endelig oprandt den længselsfuldt ventede kirkeårets nytårsdag, søndag den 2. december 1928. Der var blevet arbejdet lige til det sidste for at få alt i orden til indvielsen. Til trods for at det om fredagen så helt håbløst ud, så provsten var noget betænkelig ved at gå med til at fastsætte indvielsen til søndag, lykkedes det dog. Kun muren til kirkepladsen var ikke helt færdig og lågerne ikke på plads. At vi nåede det, har alene murermesteren og byggeudvalgets ihærdige og dygtige formand, overingeniør A. Alsing, æren for.

Dagen begyndte i gråvejr og lidt regn, men da kirkens nye flag blev hejst, klarede det op. Begge kirkens klokker havde ringet en time lørdag aften som indledning til festdagen, og alle glædede sig over den nye klokkes dybe, bløde og stærke tone. Søndag morgen kl. 9 ringede de på ny og kaldte for første gang til kirke i den fuldførte Anna Kirke, mens folk allerede da strømmede til kirke.

I den gamle kirkesal samledes overpræsidenten, kammerherre Bülow og biskoppen; dr.theol. H. Ostenfeld, med de indbudte præster og kl. 10 præcis, lige efter bedeslagene, satte præsten processionen sig i bevægelse med overpresidenten og biskoppen i spidsen og gik over kirkepladsen op ad den nye trappe ind i kirken, mens orglet preluderede.

Kirkens hellige kar og bøger, som blev båret af præsterne i processionen, blev ved alterskranken overrakt biskoppen og af denne anbragt på deres plads på alteret.

Efter at biskoppen var blevet iført den gyldne prægtige bispekåbe, tog gudstjenesten sin begyndelse med et meget smukt og vel udført introitus, sunget af kirkens frivillige kor. Pastor Jensen bad den for kirkeindvielse forordnede indgangsbøn, og efter salmen; "Til det Guds ord, der som en sol", talte biskoppen ud fra dagens evangelium efter anden tekstrække om nådensårets begyndelse, dvælende ved glæden over at kirken var fuldført, et længe tilstræbt mål derved nået, men formanede samtidig menigheden i den overfyldte kirke til altid at have for øje, at nu skulle en ny begyndelse følge; arbejdet på det langt større mål, at fylde det nye hus med frelste sjæles lovsang og kampen for at vokse og inderliggøres i livet i Gud.

Efter oplæsning af de forordnede skriftstykker kom det øjeblik, der blev uforglemmeligt for alle, da biskoppen under åndeløs stilhed afsondrede rummet fra verden og indviede alter, døbefont og prædikestol i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Mange af dem der gennem år havde ofret til og bedt og arbejdet for kirkens fuldførelse, var bevæget til tårer af glæde og tak. Derpå fulgte den magtfulde salme; "Min sjæl, du Herren love", og sognepræsten prædikede over dagens tekst: "Se, din konge". Efter salmen: "Gør døren høj, gør porten vid" messede pastor Jensen kollekten og velsignelsen, og gudstjenesten sluttede med salmen: "Vær velkommen, Herrens år" og til sidst med udgangsbøn ved kordegn Svendsen.

Om aftenen samledes omkring 350 unge og ældre til en meget smuk og vellykket menighedsfest i menighedslokalerne under kirken.

Så var eventyret blevet til virkelighed på langt kortere tid, end nogen havde turdet håbe, og vi havde fået et kirkerum, der søger sin lige blandt de nyere kirker.

Derefter begyndte for alvor arbejdsdagen, kampen og arbejdet for at være lydig mod biskoppens formaning om den evigt nye begyndelse: at fylde huset med frelste sjæles lovsang, at gøre det til en velsignelsens sted for børn og unge, for syge og fattige, voksne og gamle.

En hel skare trofaste arbejdere gjorde gennem årene en velsignelsesrig indsats i børne- og ungdomsarbejdet, i menigheds- og sygeplejen og i arbejdet for sognets gamle. Blandt den række af menigheds-sygeplejersker, som har gjort tjeneste i menigheds- og sygeplejen og i arbejdet for de gamle, skal nævnes de to, som har tjent længst; søster Marie, der med et års afbrydelse var her fra 1. maj 1918 til Maj 1924 og søster Julie, der siden Maj 1924 har udført et velsignet arbejde i sognet, særlig må nævnes arbejdet for fattige mødre med børn. Nogle arbejdere er gået hjem, andre rejst bort, men bestandigt er nye rykket ind og har taget deres plads.

Kirkens første organist, frk. H. Seidelin, døde i marts 1929 og efterfulgtes den 15. juli samme år af organist Fl. Weis.

Kirkens graver fra februar 1915, J. Chr. Wulff, tog sin afsked den 31. oktober 1930 og i hans sted blev gartner Johannes Boserup ansat som graver fra november samme år.

Pastor A. M. Jensen, der først var præsteviet medhjælper og senere blev udnævnt til kaldskapellan, blev i juli 1931 forflyttet til Møborg-Ness som sognepræst, og pastor G. C. Zwicky, der havde været præsteviet midlertidig medhjælper hos sognepræsten ved Anna kirken i tiden 1. september 1925 til maj 1926 og derefter været sognepræst i Hornstrup-Bredballe, efterfulgte ham i januar 1932 som kaldskapellan.

Nu er der på ny ledighed i stillingen, idet pastor Zwicky i Juli 1939 blev udnævnt til residerende kapellan ved Trinitatis kirke i København og tog afsked med gerningen her ved højmessen den 20. august i år (1939).

Det føles vistnok af de fleste som en urimelighed at menigheden ved kirkefondskirkerne ikke alene selv skal sørge for at få bygget en kirke, men at den også skal betale denne kirkes vedligeholdelse og drift, til troids for, at alle i sognet betaler skat til kirkens vedligeholdelse og drift, men sådan er det.

I de første år magtede vi ikke selv at klare alle udgifterne ved Anna kirkens drift og måtte derfor have tilskud hertil fra kirkefondet, men fra indvielsen 1928 har kirken været selvunderholdende, det vil sige at menigheden selv har betalt alle udgifterne til kirkens vedligeholdelse og til kirkens og menighedslokalernes drift, og det er dog et budget på ca. 7000 kr. årligt. Hertil kommer så udgifterne til de mange forskellige arbejdsgrene og indsamlinger til særlige udensogns og indensogns formål, der i de senere år har andraget op mod 30.000 kr., så det er ikke helt ringe summer, menigheden ofrer udover gaverne til kirkens fuldførelse og udsmykning.

Kirkens tilblivelseshistorie sluttede dog ikke med fuldførelsen. Kirken var fuldført, men kirkerummet dog ikke færdigt, idet korets og alterpartiets udsmykning ikke havde kunnet gennemføres som tanken var, pga. manglende midler.

Allerede 1931 blev der i søndagsbladet slået til lyd for at denne opgave måtte tages op. Kunstmaler Butz-Møller, der i sin tid havde skænket kirken det meget smukke alterbillede og velvilligst medvirket ved den foreløbige udsmykning af koret til indvielsen, arbejdede med megen interesse med opgaven og forlagde i begyndelsen af 1934 et udkast til ny altertavle med bibeholdelse af det gamle alterbillede og et forslag til den endelige udsmykning af koret.

Dette udkast og forslag blev enstemmigt godkendt og antaget af menighedsrådet. Udgifterne ville andrage omkring 15.000 kr. og heraf rådede man kun over ca. 6.000 kr. i det udsmykningsfond, der ved fuldførelsen var blevet dannet til dette formål.

Ved et velbesøgt menighedsmøde den 24. april samme år gik menigheden med glæde ind for sagen og tegnede sig den aften for så stor en sum at indbetale i månedlige bidrag i løbet af halvandet år, at pengene var sikret, ja så rigeligt, at der blev midler til anskaffelse af nye lysekroner, hvilket var blevet nødvendigt for at få fri udsigt til koret og den nye altertavle.

Søndag den 1. december 1935, på 7 årsdagen for den fuldførte kirkes indvielse, samledes menigheden på ny til festgudstjeneste, og trods det forfærdelige vejr var kirken fyldt, væsentlig af menighedens medlemmer.

Alle var betaget af altertavlens sjældne skønhed og de nye kroners festlige lys, og det føltes, at kirkerummet først nu havde fået det rette højhedspræg, som stemmer sindet til andagt og drager hjerterne opad.

Sognepræsten foretog indvielsen i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og udtalte bl.a.: "Denne kirke er lige fra grundstenen og til det lille kors øverst oppe på klokketårnet over dette alter en lovsang til Guds ære, formet i sten af en gudsbenådet mesters hånd, en lovsang skabt og sunget af tusinder og atter tusinder i sogn og menighed udover Danmark, som af glæde og tak til Gud, trofast gennem år har givet deres bidrag til kirkens opførelse. Også dette skønne kunstværk, som nu pryder kirkens alter og kor, formet i træ og beklædt med det pureste guld af kunstneren og hans gode medhjælpere, er en ny lovsang til Guds ære ikke alene fra dem, der med megen kærlighed og sjælden dygtighed har udført arbejdet, men også fra de to til tre hundrede, gamle og unge, kendte og ukendte, i sogn og menighed, som ved deres trofaste gaver har gjort det muligt at fuldende kirkekorets udsmykning. Gud give, at lovsangen her aldrig må forstumme, men at mange slægt efter slægt foran dette alter må få lært ret af hjertet at sige Gud tak og synge Herren en lovsang for freden og frelsen i vor Herre Jesus Kristus.

Betragter vi dette kunstværk, ser vi rundt om på rammen og øverst oppe engle der lovsynger herren. Figurrækken over maleriet er de 12 apostle med den sejrende og herliggjorte Kristus i midten. De fire søjler, som går op gennem hele altertavlen, bærer de fire evangelister med deres symboler; mennesket, løven, oksen og ørnen.

[Med en engel på himlen viste sig for ham og styrkede ham]


Øverst til venstre Jesus i Getsemane: "Ske ikke min, men din vilje - hermed begynder livet i gud". Nedenunder ser vi Jesus på vej til Golgatha, segnende under korset: "Også vi skal tage korset op og følge Jesus". Øverst til højre den tornekronede frelser, der af Pilatus fremstilles for folket, med ordene: "Ecce homo"; "se, hvilket menneske". Således skal også vi bekende og herliggøre Jesus i vort liv: Se, hvilken frelser. Og nederst til højre korsfæstelsen, hvor Jesus slutter sit liv og sin gerning med ordene: "Fader, i dine hender befaler jeg min ånd". Således skal hvert Guds barn af Guds nåde slutte sit liv og sin strid på jord. Og endelig på foden af altertavlen en fremstilling af den hellige nadver, hvorved alla skal mindes om at kraften til at leve gudsbarnets liv og vokse gudslivets vækst i nadveren skænkes alle, der i tro tager imod, hvad Herren dér giver.

Efter denne festdag gik arbejdet atter sin støtte og rolige gang; der kom brydningstider af forskellig art, men der blev aldrig splidagtighed. Der kunne melde sig forskelligt syn på mange ting, men enheden bevaredes. Det stærke Oxfordrøre i årene 1935-37 kom også til Anna sogn og menighed og bragte på mange måder en glædelig fornyelse, navnlig blandt de unge, og blev til hjælp og velsignelse for mange. Gudstjenestebesøget tog til, og alterbesøget steg meget stærkt, særligt blandt de unge.

Endelig kom det yngste skud på menighedsarbejdets stamme, idet K.F.U.K.-spejderne den 24. januar 1937 begyndte arbejdet med 6-11 årige piger, det såkaldte grønsmuttearbejde.

Endnu en glædelig begivenhed må noteres, forinden denne beretning om Anna kirkes historie gennem 25 år kan sluttes. Allerede ved altertavlens indvielse lød der indenfor menigheden røster om, at kirken trængte til en ny prædikestol, der bedre svarede til korets nye udsmykning. I 1938 drøftedes muligheden af at skænke en sådan som jubilæumsgave til kirken. Det blev imidlertid pga. tidens vanskeligheder ikke til mere, men da jubilæet nærmede sig, kom der hen på foråret 1939 fra forskellige sider indenfor menigheden stærke ønsker til orde om at få lov at skænke kirken en værdig jubilæumsgave, og da kunstmaler Butz-Møller på ny elskværdigt havde stillet sig til rådighed og udført et meget smukt udkast til en ny prædikestol, der vandt alles bifald, blev arbejdet taget op, og der blev indkaldt til menighedsmøde om sagen den 20. april 1939. Her var fuld enighed om at gå i gang med opgaven, og der tegnedes den aften 7.000 kr. i månedlige bidrag at indbetale inden udgangen af 1940.

Dette møde blev en forunderlig gentagelse af de snart mange møder, menigheden har været samlet til for at drøfte ofring og indsamling til kirkens opførelse og udsmykning, derfor skal der her gengives et kort referat i Søndagsbladet af mødets forløb:

"Mødet vil sikkert sent gå deltagerne at glemme; det blev på flere måder en uforglemmelig aften, og det blev i alle henseender et stærkt vidnesbyrd om den kærlighed og taknæmmelighed, vi alle føler til kirken og overfor alt, hvad Gud gav os der. Vi oplevede på ny noget af det rige fællesskab, vi så tit har mødt i menigheden, og der herskede en enhed og enighed, der alene har gjort det muligt i fællesskab at magte de opgaver, der til tider kunne synes helt uigennemførlige".

Trods det fremrykkede tidspunkt blev der sat al kraft ind på at prædikestolen kunne stå færdig til jubilæet den 3. december i år. Nu står den der og pryder vor skønne kirke som et stærkt talende vidnesbyrd og Guds godhed imod vor menighed og menighedens tank derfor.

Der er udført i egetræ, rigt udskåret og med bemaling og forgyldning for at fremhæve billedskærerarbejdet. På foden sidder en krans af engle, der ligesom bærer det hele, og til støtte for prædikestolen løfter stiliserede trompeter, der bærer reformatorernes segl for at minde om, at kirken er evangelisk luthersk.

Selve prædikestolen er ottekantet med store fritstående figurer i de fem felter; yderst til venstre opstandelsens engel, derefter den gamle Simeon der står med Jesusbarnet på sine arme og strålende fredfyldt ser op mod himlen.

I midterfeltet, under læsepulten med den udskårne due, symbolet på helligånden, står den gode hyrde med lammet på sine skuldre. Hertil svarer inskriptionen på lydhimlen: "Se, det guds lam, der bærer al verdens synd".

Til højre for den gode hyrde ser vi den gamle Anna, hvorefter kirken har navn. Hun bringer i et lille bur de to turtelduer til ofring for det lille Jesusbarn. Endelig yderst til højre finder vi den sejrende engel med sejrssymbolet, palmegrenen.

Inde i lydhimlens loft ser man Gud Fader trone på regnbuen, bærende jorden og livets bog i sit skød. Allerøverst på lydhimlen finder vi den sejrende og herliggjorte Kristus med korset stående på jordens kugle med opløftet hånd ligesom forkyndende:"Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor ud og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle dage indtil verdens ende".

Måtte denne befaling altid blive hørt, fulgt og efterlevet i ånd og sandhed af den menighed, unge og ældre, der slægt efter slægt skal samles i denne helligdom.

 

GUD ALENE ÆREN!

Mads Grue.