Vielse

Et kirkebryllup er både en vielse og en velsignelse af et brudepar. Brudeparret siger i kirken ’ja’ til at leve sammen som ægtepar og til at elske og ære hinanden.

Ønsker I at blive viet i Anna Kirke, skal I kontakte en af præsterne for at træffe aftale om dag og tidspunkt. Forud for vielsen vil I desuden mødes til en samtale med den præst, som skal foretage vielsen. Under samtalen vil I gennemgå forløbet i kirken, aftale hvilke salmer der skal synges og andre praktiske ting. I skal være opmærksomme på, at der ved vielsen, udover jer som brudepar, skal være mindst to vidner tilstede, og at vielse i kirken forudsætter, at enten brud eller brudgom er medlem af folkekirken.

Her kan I finde kontaktinformation på kirkens præster, og I kan læse mere om medlemskab af folkekirken.

For at en kirkelig vielse kan foretages, skal der foreligge en prøvelsesattest. For at få udstedt en prøvelsesattest skal I udfylde og indsende en ægteskabserklæring på borger.dk.   

Navneændring

Ønsker I at skifte navn i forbindelse med indgåelsen af jeres ægteskab, kan I søge om navneændring på borger.dk.

Det er med få undtagelser gebyrpålagt at få foretaget navneændringer. I forbindelse med ægteskab sker navneændringen imidlertid for at opnå navnefællesskab, og navneændringen vil være gebyrfri.